Årsberetning 2024/2025
Kære forældre, medarbejder og elever på Haldum Hinnerup Skolen.
Endnu et skoleår er ved at rinde ud, og det er tid til at se tilbage – og lidt frem. Først og fremmest en stor tak til jer alle for det engagement, nærvær og den nysgerrighed, I har mødt året med. Vi har som skolebestyrelse mærket, at der er en stærk fælles interesse i at skabe de bedste rammer for vores børn og unge – og for dem, der hver dag møder dem med faglighed, varme og tålmodighed: medarbejderne og ledelsen.
En mobilfri skole
Året startede med, at skolen blev mobilfri – for mange var det bare, som det plejede og andre oplevede det som en større ændring. At skolen skulle være mobilfri fra august 2024 var en beslutning, der blev truffet lige op til sommerferien i juni 2024 – en beslutning, der lige skulle lande ved alle. Mobilpolitikkener prøvet af og rettet til i løbet af året og vi vil følge tæt op de kommende år og justere løbende.
Link til mobilpolitik: https://haldum-hinnerupskolen.aula.dk/vaerdigrundlag/principper/3-undervisningsmiljoe/mobilpolitik-h-h-skolen
Mindre skærmforbrug
Sammen med Mobilpolitikken var der et stort ønske blandt forældrerepræsentanter om, at vores børn og unge har et mindre skærmforbrug i skolen.
Derfor har vi igennem dette skoleår været nysgerrige på, hvordan skærmforbrug kan reduceres i skole og SFO. Allerede ved skoleårets begyndelse havde flere klynger og SFO allerede ændret i brugen af skærme. Et nyt princip for skærmbrug er nu godkendt – udarbejdet i tæt samarbejde mellem elever, medarbejdere, ledelse og bestyrelse. Vi ser det som et vigtigt skridt mod en skolehverdag, hvor fællesskab, bevægelse og nærvær får bedre plads. Princip for skærme i skolen lægges på skolens hjemmeside i august.
Nye bygninger og bedre rammer
Udbygningen af skolen er nu synlig for alle. Tilbygningen ved indskolingen blev færdig, så Broen kunne rykke ind 1. marts – i nye, lyse og rummelige rammer. Efter sommerferien vil også resten af udbygningen både i indskoling og mellemtrinnet blive taget i brug, og det glæder vi os meget til.
Vi ved, at gode fysiske rammer gør en forskel – og det gælder også udenfor. Derfor har vi i år arbejdet for at få renoveret og gentænkt udearealerne, som både er blevet slidte og indskrænkede af byggeriet. En arbejdsgruppe under bestyrelsen har været sat på pause under byggeriet, gruppen genoptager arbejdet i det nye skoleår. Der er desuden sendt et høringssvar til det kommunale budget med et ønske om at genoprette og forny udearealerne på skolen.
Sikker skolevej og mindre trafik
I kombination med udvidelse af skolens bygninger, har der længe været et ønske fra skolebestyrelsen om, at parkeringspladsen blev mere sikker i forhold til bedre belysning og retningspile. Dette for at hindre farlige situationer eller uheld specielt om morgen hvor der kan være kaotisk på p-pladsen.
Det ser ud til, at ændringerne på parkeringspladsen har skabt bedre betingelser – men der skal stadig lyde en opfordring om, at eleverne cykler/går eller tager skolebusserne. Så den forældreskabte trafik mindskes ved skolen. I den forbindelse er der i årets høringssvar til det kommunale budget bl.a. søgt om flere cykelstativer. En opfordring er at kontakte skolebestyrelsen, såfremt skolevejen ikke opleves sikker. så vi kan gå i dialog med kommunen om at skabe sikre og gode skoleveje, så børn kan transportere sig sikkert i skole.
Folkeskolens kvalitetsprogram - en skole i forandringer
Folkeskolernes kvalitetsprogram blev vedtaget i Folketinget i marts 2024. Dette har betydet, at der skulle træffes hurtige og nye beslutninger, der allerede i skoleåret 2025/26 påvirker hverdagen.
Favrskov Kommune har valgt at sætte skolerne helt fri til at træffe de valg, der bedst passer til den enkelte skole. Derfor reduceres skoledagen fra næste skoleår, der bliver ændringer i hvornår der opstartes med engelsk og tysk, nye valgfag kommer til og juniormesterlæreordningen træder i kraft.
Der er tidligere sendt information ud om dette på Aula.
Kommunikation – hvordan og hvor meget?
Ved skoleårets afslutning er vi ved at lægge sidste hånd på en ændret kommunikationspolitik. Det sker på baggrund af ønsker fra medarbejderne og i dialog med ledelsen og skolebestyrelsen.
Kommunikation er altid vigtigt, men kan også være sårbar og dette gælder både den skriftlige og den mundtlige kommunikation. Kommunikation bliver ikke altid nemmere, når der er følelser involveret, hvad der ofte er, når det handler om vores børn.
Kommunikationspolitikken drejer sig ikke kun om, hvordan vi kommunikerer mellem skole og hjem – men også om mængden af kommunikation.
Dette vil I høre mere om på forældremøder efter sommerferien.
Nye værdier i fællesskab
Sidst på skoleåret er skolens ledelse og medarbejdere påbegyndt en proces med at formulere nye værdier for skolen. Denne proces fortsætter i det nye skoleår, hvor både bestyrelsen og eleverne bliver inddraget.
Tak for 2024/25
I foråret 2026 er der igen valg til skolebestyrelsen og halvdelen af forældrerepræsentanterne er på valg. Så dette vil være sidste år med den siddende bestyrelse. Vi er i proces i forhold til hvordan årsmødet 2026 afholdes og vi håber på stor opbakning blandt jer forældre.
Jeg vil gerne takke for det gode samarbejde med forældre for mange gode henvendelser og forslag i dette skoleår. Alle henvendelser betyder, at skolebestyrelsens arbejde også bliver mere levende.
Et stor tak til elevrepræsentanterne der kommer med input og ønsker på skolebestyrelsesmøderne. Det er dejligt at have engagerede elever med på møderne og høre deres betragtninger.
Tak til forældrerepræsentanter, skolens ledelse og medarbejdere for det gode samarbejde og jeg ser frem til endnu et skoleår.
Jeg ønsker alle en rigtig god sommer og på glædeligt gensyn til august – hvor et af mine højdepunkter er at komme ud på forældremøderne og få en mulig dialog med jer forældre.
Med venlig hilsen og på vegne af hele skolebestyrelsen
Lisbet Løvlund Nørgaard, skolebestyrelsesformand for Haldum Hinnerup Skolen