Mobilpolitik Haldum-Hinnerup Skolen
Haldum-Hinnerup Skolen er mobilfri, fordi vi ønsker at understøtte skolens børn og unge i at indgå i gode, fysiske fællesskaber.
Vi ønsker desuden, at skolens elever kan være en del af et godt læringsmiljø uden forstyrrelser fra mobiltelefonen, hvor der er fokus på ro, fordybelse og læring.
Samtidig anerkender vi, at mobiltelefonen er en del af mange børns hverdag og at skolen har en vigtig rolle i børnenes digitale dannelse og i at lære at anvende mobiltelefonen som et godt værktøj.
På den baggrund har skolebestyrelsen i august 2024 besluttet følgende:
Der opfordres til, at eleverne lader mobiler og smart watches blive hjemme.
Hvis mobiltelefonen medbringes skal den afleveres ved skoledagens begyndelse.
Eleverne bedes om at sætte deres smartwatches på flytilstand. For de yngste elever indstilles ure hjemmefra, så de ikke kan forstyrre i skoletiden.
Mobiltelefoner udleveres igen ved skoledagens afslutning. Når eleverne afslutter dagen i faglokaler, udleveres mobilen først, når de og faglæreren er tilbage i klasselokalet. Hvis man, i disse tilfælde, skal gå hjem før skoledagen er afsluttet, kan man aflevere sin mobil på kontoret fra morgenstunden.
Mobiltelefonen vil kunne inddrages i undervisningen, når det pædagogiske personale vurderer, at det er hensigtsmæssigt som et godt værktøj eller som et led i den digitale dannelse. Mobiltelefonerne indsamles altid igen, når aktiviteten er afsluttet. Det er ikke en forudsætning, at man har sin egen mobil med.
Der vil desuden kunne laves aftaler mellem skole og forældre for enkelte elever, som enten har brug for mobilen som fagligt redskab (f.eks. ved ordblindhed) eller som et grundlag for at skabe tryghed og stabilt fremmøde.
Vedtaget august 2024
Mobilfri skole er en del af skolens ordensregler.
Følgende tiltag iværksættes, hvis reglerne, mod forventning, ikke overholdes:
• Første gang det opdages, at en elev ikke har afleveret sin mobil, inddrages mobilen og eleven har en samtale med en lærer. Mobilen udleveres ved skoledagens afslutning.
• Ved gentagelsestilfælde inddrages mobilen og afleveres på skolens kontor. Eleven kan afhente sin mobil på kontoret ved skoledagens afslutning. Lærere/pædagoger sender besked til elevens forældre.
• Ved efterfølgende gentagelser inddrages mobilen. Lærere/pædagoger sender besked til forældre, som kan hente mobilen inden for kontorets åbningstid samme dag eller en af de følgende dage.
• Ved fortsatte tilfælde kan der i dialog mellem skolens ledelse og elevens forældre laves aftale om, at mobilen opbevares på skolens kontor og først hentes følgende dag.
Hvis elever nægter at aflevere mobiltelefonen og lærerne har mistanke om, at eleven har haft den med, tages kontakt til elevens forældre.