Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogstuderende

Billede af skolens facade

 

Haldum-Hinnerup Skolen er en skole med ca. 645 elever, 51 lærere og 3 børnehaveklasseledere. Den er bygget i 1956, men udbygget i flere omgange i takt med befolkningstilvæksten.

Skolen ligger i et naturskønt område i udkanten af Hinnerup - tæt på skov og marker. Vi har særdeles gode faciliteter, både hvad angår alm. klasselokaler, faglokaler, forberedelseslokaler og udendørs områder. 
Til skolen er der knyttet en SFO med 250 børn og 14 pædagoger/medhjælpere.

Vi er en 3-sporet skole (på nogle klassetrin dog kun 2 spor). Skolen er delt i 3 klynger, A, B og C-klyngen. 0.-3. årgang bor i A-klyngen, 4.-6 årgang i B-klyngen og 7.-9 årgang i C-klyngen. Desuden har vi i hver klynge en specialklasse med elever med generelle vanskeligheder. Vi er inddelt i storteams, som består af 4-5 lærere. Desuden er der til alle indskolingsteams, samt specialklasseteams i indskoling og mellemtrin tilknyttet pædagoger/medhjælpere.

Den enkelte pædagog er således med i et vist antal undervisningstimer. Dette kan være opgaver som støtteperson for enkeltelever, der er inkluderet, men også som en holdunderviser, der i perioder kan stå for gennemførelse af undervisningen for enkelte elever, grupper eller hele klassen. 
Derudover står pædagogerne selvstændigt for dele af den understøttende undervisning i indskolingen. Pædagogerne er med til at sikre en god og tryg overgang fra børnehaverne via 0. til 1. klasse. 
Desuden er pædagogerne ”de kendte voksne” som barnet møder i indskolingen i hele sin skoledag – både i undervisningstiden og i fritidsdelen.

SFO-delen, hvor mere end 95% af eleverne fra 0.-3. klasse er tilmeldt, udgør en vigtig del af indskolingsbarnets skoleliv. Her møder børnene en fast struktur, bestående af både tilmeldingsværksteder og frie spontane legetilbud. Vi lægger vægt på, at der i barnets fritid, skal være plads til både fordybelse og læring, men også til fri leg og fantasi. Udviklingen af sociale kompetencer og relationer er et vigtigt fokuspunkt. 
Desuden lægger vi vægt på, at børnene altid møder nærværende og betydningsfulde voksne, der målrettet har fokus på det enkelte barn og dets familie, set i fællesskabets perspektiv.

Vi arbejder ud fra tre grundlæggende værdier, der gennemsyrer vores tankegang:
Anerkendelse- fællesskab og lyst til at lære.

I alle relationer: lærer/pædagog - elev, elev-elev, lærer/pædagog – lærer/pædagog og ledelse- medarbejder forsøger vi, ikke blot gennem ord, men også i handling at tage afsæt i værdierne.

Vi tilbyder studieplads til studerende på alle 3 niveauer + bachelorprojekt, samt merituddannelsen inden for skole og fritidspædagogik. Det forventes, at der deltages i de daglige opgaver, samt planlægning af disse, og at der arbejdes ud fra de kompetencemål, der er beskrevet i bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog. Kompetencemålene er forskellige fra hver praktikperiode.
Vi møder dig, hvor du er, men forventer at du udfordrer dig selv via kompetencemål, såvel  i det daglige arbejde som i  vejledningen med din praktikvejleder.  

Da vi er et praktiksted, stiller alle kollegaer udover vejleder sig til rådighed i forhold til spørgsmål og sparring vedrørende forhold i praktikken.
Aula bruges blandt andet til intern kommunikation. Her igennem får du mulighed for at kommunikere med kollegaer, forældre samt ledelse. Alle er forpligtet til at holde sig orienteret igennem Aula, da det er her alle mødeindkaldelser, informationer angående arrangementer m.m. kommer.

I SFO-delen bruger vi Tabulex-systemet som udover at give overblik over børnenes færden i SFO også giver mulighed for at give informationer til forældre og lægge tilmeldingslister, ferietilmelding af børn m.m. ud.

Hvis der bliver brug for videooptagelser, fotos m.m. i løbet af praktikken skal forældre informeres over Aula. Aftal nærmere med vejleder.


Praktikken består af flere dele:

  • Besøgsdag
  • Ugentlig vejledning af ca. 1 time
  • Statusmøde ca. 2/3 henne i praktikken, hvor den studerende, vejleder og praktiklærer deltager.
  • Deltagelse i undervisningen og den understøttende undervisning
  • Deltagelse i diverse relevante møder
  • Varetagning af gårdvagter
  • Udarbejdelse af arbejdsportfolie
  • Arbejde med relevante opgaver givet af vejleder eller indskolingsleder/leder


På besøgsdagen:

  • Hilse på vejleder og kollegaer
  • Få en rundvisning
  • Udfylde børneattest og skema om tavshedspligt
  • Evt. udfylde ansættelsesskema (kun ved lønnet praktik)
  • Snakke om mødeplan, herunder orientere om forberedelsestid og brug heraf
  • Oplyses om vigtige datoer
  • Oprettes på Aula
  • Orienteres om praktiske forhold
  • Evt. deltage i skolen/SFO


Alle 4 praktikperioder afsluttes med en prøve, som afholdes på campus (net-studerendes prøve afholdes på praktikstedet).
Prøven bedømmes bestået/ikke bestået.
Desuden henviser vi til skolens SFO-pjece, hvor dagligdagen i det fritidspædagogiske tilbud beskrives nøje.