Princip 2.3 Kommunikationspolitik Haldum-Hinnerup Skolen
Hensigtserklæring
Kommunikationen mellem skole og hjem sker i gensidig tillid til, at alle vil børnene og fællesskabet det bedste. God kommunikation bidrager til bedre trivsel for alle.
Formål:
At sikre en god og konstruktiv dialog mellem skole og hjem, som bidrager til elevernes læring og trivsel.
At gøre kommunikation i Aula overskuelig og lettilgængelig for forældrene, så de kan understøtte deres børns skolegang.
At alle bruger Aula med omtanke.
Generelt
Al skriftlig kommunikation mellem skole og hjem foregår via Aula.
Den mundtlige dialog er fortsat vigtig. De enkelte teams orienterer forældrene om, hvordan samtaler eller telefonsamtaler kan etableres, når der er behov.
God tone
Det er vigtigt, at der holdes en god tone i kommunikationen. Det har stor betydning for børns trivsel, det er en vigtig faktor i et godt arbejdsmiljø for skolens personale og det har betydning for forældrenes oplevelse af skolen.
Hvis man, som forælder, undrer sig over praksis på skolen, så opfordrer vi til, at man henvender sig nysgerrigt og ordentligt, i tillid til, at skolens personale vil fællesskabets og børnenes bedste.
Når kommunikationen bliver svær
Fra skolens side vil vi bestræbe os på at gå i mundtlig dialog, hvis noget er svært. Det kan enten være telefonisk eller ved at indkalde til et møde. Vi opfordrer ligeledes til, at I som forældre skriver til klassens lærere og pædagoger, hvis I har ønske om et møde eller en telefonisk drøftelse.
Personalet inddrager jævnligt skolens ledelse både som sparringspartner og deltager i samarbejdet mellem skole og hjem. Forældre er også velkomne til at kontakte skolens ledelse.
Skolens kommunikation på Aula
Skolen orienterer løbende elever og forældre, så de er opdaterede på, hvad der sker i skolen.
Der udarbejdes ugeplaner, så det er muligt for forældre og elever at følge med i og forberede sig til på skoleugen. Omfanget af information i ugeplanerne justeres gennem skoleforløbet med det formål, at eleverne med alderen bliver mere selvhjulpne. Herudover orienterer teamet løbende forældrene om klassens/årgangens trivsel.
Skolens ledelse kommunikerer til forældrene i nyhedsbreve 4 gange årligt samt ved opslag på Aulas overblik.
Forældres kommunikation på Aula
Klassens lærere/pædagoger vil altid gerne have besked om forhold, som har betydning for barnets trivsel og I skal altid henvende jer, hvis I er bekymrede.
Vi opfordrer til, at I også bruger hinanden i forældregruppen, hvis det f.eks. handler om, hvornår en tur foregår eller andet, som man kan hjælpe hinanden med.
Opslag og beskeder på Aula
Opslag på Aulas forside anvendes til
- generel information, som har relevans for den målgruppe, som det er sendt ud til.
- kommunale tiltag, som skolen skal videreformidle.
Beskeder anvendes
- altid i henvendelser omkring enkeltelever.
- ved ting, som er særligt vigtige.
Svartid
Det forventes, at medarbejdere på skolen tjekker Aula dagligt på hverdage og der kan forventes svar på henvendelser indenfor 2-3 arbejdsdage.
Det forventes, at hjemmet tjekker Aula minimum en gang om ugen.
Årsplaner og meddelelsesbog
Årsplaner for de enkelte fag udarbejdes som forløb i Meebook, hvor både elever og forældre har adgang bl.a. via link i Aula.
Meddelelsesbogen oprettes som sikker fil i Aula - og opdateres minimum én gang årligt.
Reklame på Aula for eksterne tilbud.
De kommunale rammer tilsiger, at der vederlagsfrit må reklameres for idrætsforeninger, museer, udstillinger, messer, kulturelle arrangementer og lignende, der kan bidrage til børn og unges interesse for idræt, kultur, samfundsforhold, naturvidenskab og lignende, der har pædagogisk eller undervisningsmæssig relevans.
Det tilstræbes, at Aula primært benyttes til kommunikation, som vedrører skolen direkte – og der vil derfor være opmærksomhed på at sortere i den kommunikation, som eksterne måtte ønske at skolen sender ud.
Der kan reklameres med opslag på Aulas forside vedrørende:
Kommunale tilbud og arrangementer som f.eks. musikskole, billedskole.
Lokale idrætsforeninger og tilbud f.eks. HOG, spejderne
Foreninger opfordres til at lave samlede opslag, som primært sendes ud ved sæsonstart.
Der vil også kunne laves aftaler om, at der opsættes plakater på døre eller omdeles materiale til eleverne.
Revideret august 2025